Molekyler og moafugle

DNA analyser af New Zealands uddøde kæmper

Postdoc Morten Allentoft, Statens Naturhistoriske Museum, KU

Da polynesiske søfarere indtog New Zealand i slutningen af det 13. århundrede udløstes en økologisk katastrofe af enorme proportioner. I et land uden pattedyr (enkelte flagermusearter undtaget), havde mennesket en ekstremt negativ indflydelse på den lokale flora og fauna, og hvad polyneserne ikke fik ram på i første omgang, tog den engelske kolonimagt sig af nogle århundreder senere. Næsten halvdelen af New Zealands enestånde fuglearter forsvandt for altid, herunder verdens største ørn; Haast’s ørn (Hieraatus moorei), og alle ni beskrevne arter af vingeløse moafugle (Dinornithiformes). Mest kendt er den prægtige ‘Giant Moa’ (Dinornis robustus), der med sine 250 kg og en højde på to meter over ryggen er en af de største fugle, der nogensinde har levet på Jorden.

Ved at ekstrahere DNA fra hundredvis af gamle moaknogler har det været muligt at få ny indsigt i disse uddøde fugle. Sammenholdt med 14C-dateringer og økologiske data har vi undersøgt nye aspekter af moa’ernes biologi og blandt andet løftet sløret for en stor overvægt af hunner, mulig territorialadfærd, samt de enkelte arters habitat præferencer. Det har endog været muligt at identificere nært beslægtede ‘familiemedlemmer’ blandt moa individer, der er fundet i det samme sumpområde. Ved at kombinere moderne genteknologi med palæontologisk indsigt har vi dermed kunnet nærstudere New Zealands sagnomspundne kæmper – næsten som om de stadig var i live.

Slutteligt har DNA analyserne givet os ny detaljeret indsigt i moa-fuglenes uddøen, og dermed bidraget med viden på et område, der til stadighed diskuteres flittigt i New Zealand Foredraget vil give en kort introduktion til forskning i “fossilt DNA”, fulgt op af en række resultater fra arbejdet med moafuglene. Derudover vil der forhåbentligt blive tid til at vise lidt billeder fra vores udgravninger i New Zealand.