Med koldt blod

Professor Hans Ramløv

En af de vigtigste faktorer, der bestemmer udbredelsen af vekselvarme dyr er temperaturen i omgivelserne, både høje og ikke mindst lave. Vekselvarme dyr, der lever i polare, alpine og temperere miljøer kan i mange tilfælde overleve temperaturer langt under frysepunktet af deres kropsvæsker, nogle endda helt ned til -60C. Disse arter har udviklet en række fysiologiske og biokemiske tilpasninger til enten at undgå isdannelse i deres kropsvæsker (fryseundvigende dyr), eller til at overleve at store dele af deres kropsvæske omdannes til is, nogle tåler at op til 85% af kropsvæsken er krystalliseret (frysetolerante dyr). Tilpasningerne drejer sig i vid udstrækning om at kontrollere isdannelsen eller helt at undgå den. Men en del tilpasninger medvirker også til at undgå ødelæggelser af makromolekylære strukturer. Dyrenes væv kan ødelægges blot af kulden per se, alene som en konsekvens af nedkølingen. Især membraner og polymere proteiner er i fare for kuldeødelæggelse og yderligere ødelæggelse kan opstå hvis temperaturen falder under kropsvæskernes frysepunkt. Vekselvarme dyr tilpasset lave temperaturer syntetiserer både cryo-protektanter i form af lavmolekylære stoffer, som f.eks. glycerol, såvel som makromolekyler såsom isnukleatorer og antifryseproteiner, som modvirker effekterne af de lave temperaturer.

I foredraget giver jeg et overblik over de miljøer og de forhold hvori dyrene findes, de vigtigste ødelæggelser som potentielt kan optræde, når dyrene udsættes for kulde samt den nuværende viden om hvilke fysiologiske og biokemiske tilpasninger, der kendes hos kuldetolerante dyr. Antifryseproteiners rolle og virkningsmekanisme vil blive diskuteret og kuldetolerante arter fra Arktis, Antarktis og dyr fra temperere miljøer og deres tilpasninger til kulde vil blive omtalt.