Populationsgenetik, og hva’ så?

Hvordan genetik kan optrevle Afrikanske antilopers evolution og hjælpe i arternes forvaltning

Postdoc Eline Lorenzen, Statens Naturhistoriske Museum, KU

Verdens største mangfoldighed af antiloper lever på den afrikanske savanne, hvor der er beskrevet næsten 50 arter. Langt størstedelen af antiloperne findes syd for Sahara, hvor de sammen med savannens andre planteædere udgør den største koncentration af megafauna (store pattedyr) på jorden. Udover den høje biodiversitet findes der indenfor hver art en tilsvarende genetisk diversitet, der ikke altid kommer til udtryk så vi kan se det, men ofte kun kan observeres ved hjælp af molekylærgenetiske metoder. For at undersøge mangfoldigheden indenfor antiloperne og arternes udviklingshistorie, har jeg i løbet af det sidste årti brugt genetik til at undersøge Afrikas antiloper, samt et par af savannens andre store planteædere.

Vores resultater har afdækket hvordan gentagne klimaforandringer har skabt stor diversitet indenfor arter, samt hvilke evolutionære kræfter der har påvirket savannens biodiversitet. Vores forskning har også afsløret nye kryptiske gazellearter indenfor få km2 i Kenya, vi har påvist opblanding mellem adskilte underarter i øst Afrika, og vi har sat spørgsmålstegn ved nuværende underartsopdelinger indenfor flere antilopearter. Desuden har vi endegyldigt påvist, at quaggaen – en halv hest/halv zebra der uddøde i slutningen af 1800 tallet i Sydafrika – slet ikke tilhører sin egen art, men “bare” er en steppezebra.

Vores resultater er ikke kun interessante ud fra et udviklingsmæssigt hensyn. De er også særdeles relevante indenfor forvaltningen og naturbevaringen af savannens store pattedyr, hvor spørgsmål om opblanding, underart- og artsopdeling er særdeles vigtige at tage hensyn til.

Kontakt: Eline Lorenzen