Ultralydsdetektion hos fisk – en forsvarsmekanisme mod de ekkolokaliserende tandhvaler?

Ph.d.-studerende Maria Wilson, Biologisk Institut, Århus Universitet

Tandhvalen er en af top-predatorerne i de marine økosystemer og placerer derfor et evolutionært predationstryk på deres byttedyr, til at udvikle en måde at undgå tandhvalerne. Når tandhvalen jager, udsender den intense ultralyde (>20kHz) og lytter efter ekkoerne fra potentielle byttedyr. Disse ultralyde vil kunne høres på afstand. Netop muligheden for, at kunne høre tandhvalens ultralyde, vil derfor være en måde at opdage tandhvalen, før den kommer for tæt og dermed reducere faren for at blive ædt. Dette er nøjagtig den form for evolution, der har foregået mellem natsværmere og flagermuse på landjorden. Natsværmere har udviklet ”øre” til specifikt at kunne høre ultralydskrigene fra jagende flagermuse. I modsætning til interaktionen på landjorden er vores viden om tandhvalenerne og deres byttedyr dog meget begrænset.

Generelt har fisk en hørelse, som er begrænset til det lavfrekvente område (<500Hz), men inden for de seneste år, har det vist sig, at enkelte arter indenfor sildefiskene kan detektere mere højfrekvente lyde, helt ind i ultralydsområdet. De er med andre ord i stand til, at høre de ultralyde, som en jagende tandhval udsender. Spørgsmålet er så, om de har udviklet denne evne, som et forsvar mod de ekkolokaliserende tandhvaler, og om der foregår et tilsvarende akustisk evolutionært ”arms race” mellem tandhvaler og disse fisk, som hos natsværmerne og flagermusene?

Dette er nogle af de spørgsmål, som jeg vil behandle nærmere i foredraget. Jeg vil desuden komme ind på, hvordan fiskene ”opfanger” ultralyden - en gåde som forskere har forsøgt at løse de sidste 15 år. Hidtil har man troet at øret har været stedet hvor ultralydsdetektion finder sted, men ny forskning tyder på, at det er et andet sanseorgan; sidelinjen, der er ansvarlig for ultralydsdetektion.

Foredragsholderen modtog DNFs Schibbyeske Præmie 2010

Kontakt: Maria Wilson